Annonce

Annonce

Kunde tager økologisk kål fra butikshylde.

Klaus Aage Bengtson er økolog, fordi der er et marked for det. Han mener ikke, at økologien er bedre end det konventionelle landbrug målt på klimabelastningen eller forureningen af drikkevandet. Foto: Moment Studio

ØL: Økologs øko-kritik er baseret på alternative fakta

Et læserbrev fra økolog Klaus Aage Bengtson, medlem af Bæredygtigt Landbrug, har vakt opsigt i landbrugskredse, fordi han kritiserer påstande om økologien. Men forskningen modsiger hans påstande, lyder modsvar.

Aldrig før har den økologiske planteavler Klaus Aage Bengtson fået så mange reaktioner på noget, som han har skrevet eller deltaget i, som han har fået på sit seneste læserbrev om økologi.

Det fortæller han til Bæredygtigt Landbrug (BL), hvor han sidder i bestyrelsen, efter at han har fået trykt et debatindlæg med titlen 'Økologi redder ikke verden', og Landbrugsavisen efterfølgende dækkede sagen.

”Alene forrige weekend – lige efter at læserbrevet var blevet bragt i de første aviser – fik jeg omkring 20 henvendelser, enten mundtligt eller skriftligt. De fleste takkede mig for, at jeg havde skrevet sandheden – og i det hele taget var stort set alle dem, som kontaktede mig, positive. Jeg kan så se på Facebook, at en masse mennesker også blev vrede," siger han til BL's hjemmeside.

I indlægget hævder han, at økologi ikke er en fordel for drikkevandet, da nutidens pesticider ikke udgør "nogen som helst fare for drikkevandet", at han som økolog udleder mere nitrat end før, og at økologien udleder mere CO2 per produceret fødevare end konventionel produktion.

"Her på min nordjyske bedrift kan jeg måle mig til en større nitratudledning, efter at jeg gik over til økologi," skriver han bl.a. i sit indlæg.

Debat på Facebook

Et opslag på Effektivt Landbrugs Facebook-side med indlægget har affødt over 300 reaktioner, 52 kommentarer og 96 delinger - og meningerne i kommentarsporet er delte:

"Nej, det redder måske ikke verden, men økologisk drift er med til at gøre den bedre at leve i," skriver en Facebook-bruger, mens en anden bakker Klaus Aage Bengtson op: "Det er SÅ korrekt! Der er et marked for økologien - men så sandelig også for det konventionelt dyrkede! Det ene udelukker absolut ikke det andet, men hvis man nedlægger det almindelige landbrug, må man importere en hel masse fødevarer! Og det eneste, man kan så kan konstatere er, at der er nogle idealister, der pudser glorien!"

Der er to slags økologer: Dem, der ikke kan se sig selv i andet end økologi, og dem, jeg selv tilhører, som er økologer, fordi vi kan se en forretning i det, og som vil lægge tilbage den dag, det ikke er det.

— Klaus Aage Bengtson, økologisk planteavler og bestyrelsesmedlem i Bæredygtigt Landbrug

Påstandene i debatindlægget strider dog imod forskning på området: Med hensyn til udledning af kvælstof fra hhv. økologisk og konventionel drift viser data ifølge Fødevareministeriet, at der i gennemsnit er 12-13 kg N/ha mindre til udvaskning fra rodzonen i økologi, og vedrørende klimabelastningen er udledningen fra økologiske og konventionelle marker på samme niveau målt per kg. fødevare ifølge Icrofs.

I et interview med Landbrugsavisen bliver Klaus Aage Bengtson bedt om at forholde sig til, at undersøgelser modsiger ham, hvortil han svarer:

"Jeg har læst det, men jeg tror sgu ikke helt på det - og det kommer jo helt an på, om man har ren planteavl, eller vi snakker mælkeproduktion med en masse kløvergræs. Og med hensyn til CO2-belastningen får vi altså meget, meget svært ved at følge de konventionelle."

ØL: Indlæg med alternative fakta

I et modsvar med titlen 'Alternative fakta redder ikke verden' skriver Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening, at Klaus Aage Bengtsons indlæg er baseret på "alternative fakta". Han går bl.a. i rette med BL-medlemmet hvad angår udvaskningen af kvælstof.

"Fakta er, at det vil gavne det danske vandmiljø, hvis landbruget blev drevet økologisk. I gennemsnit ville der blive udvasket 12-13 kg kvælstof mindre pr. hektar landbrugsjord. En forskel som selvfølgelig kan rykkes på alt afhængig af den enkeltes handlinger. For eksempel ved at så flere efterafgrøder. Økologien kan selvfølgelig ikke afhjælpe dårligt landmandskab, og det er hvad, der er tale om, hvis der er mange sorte marker," skriver Per Kølster, med henvisning til at Klaus Aage Bengtson skrev, at "økologernes marker holdes sorte i længere perioder".

Per Kølster henviser desuden til et faktaark fra Fødevareministeriet, der opsummerer klima- og kvælstofeffekten fra økologien, men han er klar over, at nogen nok alligevel vil finde en landmand mere troværdig end forskning.

Bengtson: Jeg taler ikke økologi ned

Formand for Økologisektionen i Landbrug & Fødevarer Hans Erik Jørgensen siger til landbrugsavisen.dk, at han undrer sig over Klaus Aage Bengtsons udmeldinger og opfordrer ham til ikke at tale sine økologiske kolleger ned.

"Jeg er ikke i tvivl om, at den økologiske produktionsform bidrager positivt til den grønne omstilling, og det er da også lige blevet slået fast i landbrugsaftalen, og i den CAP-plan Danmark har sendt til EU. Her indgår økologi som et virkemiddel, der bidrager til at fremme miljørigtig og bæredygtig produktion," suiger

Klaus Aage Bengtson mener imidlertid ikke, at han taler økologien ned:

"Jeg siger bare, at økologi ikke redder verden. Der er to slags økologer: Dem, der ikke kan se sig selv i andet end økologi, og dem, jeg selv tilhører, som er økologer, fordi vi kan se en forretning i det, og som vil lægge tilbage den dag, det ikke er det. Jeg tror faktisk, der er flest af min slags, når det kommer til stykket", siger han til landbrugsavisen.dk.

Flere artikler fra samme sektion

'Fra Foder til Føde II' viser, hvordan vi kan styre mod en smuk og bæredygtig fremtid

DEBAT: Det er på tide, at vi sammen går ind i debatten med vores vision for, hvordan vores land skal gå foran og inspirere os selv og andre til at skabe en sund og smuk verden, skriver Inge Lis og Aage Dissing.

06-03-2024 2 minutter Debat

Tak for at deltage i debatten om at omlægge landbruget

DEBAT: Tak til alle, der deltager i debatten om løsninger, til at omlægge landbruget, så det overholder alle de planetærer grænser.

01-03-2024 2 minutter Debat

Nu står Økologisk Landsforening ikke længere alene med vores ønske om differentieret moms

MARKEDSKLUMME: Sybille Kyed, landbrugs- og fødevarepolitisk chef i Økologisk Landsforening, ser spændende perspektiver for økologien, i at skatteminister Jeppe Bruus åbner døren for at bruge differentieret moms som et værktøj, der kan bane vej for et grønnere fødevareforbrug.

22-02-2024 3 minutter Klumme